Den endelige idé tager form

Efter at have diskuteret utallige idéer, finpudset, redesignet og videreudviklet dem, er vi kommet frem til følgende ønsker til vores koncept.

Den gule silo

Parken er blevet stærkt beskåret i forbindelse med metrobyggeriet og vil fortsat være det i de næste seks-syv år. I den forbindelse er en af de gule siloer, der kendetegner parken, blevet fjernet - netop den silo som vi har anvendt som baggrund på denne blog. Vi vil gerne bringe dette gule element tilbage til parken, og videreudvikle det, så parkens brugere kan få en fælles oplevelse. Siloen i parkens sydlige ende står der stadig, og vi synes det vil være fint, at de to parkdele igen bliver forbundet af de rå siloer, som passer så fint til parkens stemning.

Fælles indsats; fælles oplevelse

Vi vil gerne skabe en oplevelse, hvor fællesskabet i parken bliver synliggjort, uden at det kræver, at folk skal bryde for meget med deres naturlige grupperinger og personlige grænser. Vi er ikke ude på at ændre brugernes adfærd, men blot skabe en fin oplevelse, der gør opmærksom på, at der findes en fælles forståelse for en samhørighed i Nørrebroparken. Dette skal dog vises, uden at det bliver for udtalt og kvalmende politisk korrekt.

Vi forestiller os, at siloen kommer tilbage i parken, og at der vil være en række interaktionselementer rundt omkring i parken, hvorved parkens brugere i fællesskab kan udløse en flot oplevelse fra siloen. Det kan eksempelvis være at tre mennesker skal udføre samme handling på samme tidspunkt, for at få oplevelsen at se.

Wow - hvis man vil...

Vi vil gerne skabe en flot og betagende wow-oplevelse, der passer til parkens lidt rå stil. Samtidig må det ikke kræve mere opmærksomhed fra gæsterne i parken, end den de selv ønsker at give. Brugerne af parken kommer for at opnå meget forskellige sindsstemninger; sjov, fest, afslapning, leg, ro. Der skal stadig være plads til alle disse måder at bruge parken på. Det betyder blandt andet, at der ikke må være forstyrrende lyde forbundet med oplevelsen, men at vi derimod vil arbejde med damp og lyseffekter, som også vil være flotte på de solskinsdage, hvor parken er travlest.

En passende indsats

Vi har oplevet, at mange af parkens gæster er i et mageligt humør, når de slapper af i parken, og det må derfor ikke kræve en alt for stor indsats fra parkens gæster at udløse oplevelsen. Samtidig skal det også kræve et engagement at få den visuelle oplevelse, og vi vil gerne sørge for, at oplevelsen ikke kan udløses mange gange i træk af samme lille gruppe folk, men at man kan nå at glæde sig til, at man kan få den at se igen.

Hvad vil man røre ved?

Det er absolut ikke alt, man har lyst til at røre ved, i en offentlig park. Vi vil forsøge at lave de interaktive elementer så høje, at de er i ly for hundetis, men lave nok til at børn kan være med. Derudover vil vi gerne lave dem i former, der er indbydende at sætte sine hænder på.

Vores endelige idé

Her er en skitse på vores endelige idé. Den røber ikke meget omkring, hvordan den endelige oplevelse vil tage sig ud. Vi går nu i gang med at lave en visualisering af den, så man kan få et bedre indtryk af, hvad det er for en dampsilo vi vil skabe.

Så mange idéer presser sig på

På baggrund af vores egne oplevelser og observationer samt information og inspiration fra brugernes postkort, har vi nu et godt grundlag for at udvikle idéer til oplevelser i parken, som passer til stedets stemning og brug.

Ud fra vores fokus på den fælles idé om samhørighed, der er til stede blandt parkens brugere, har vi således åbnet for sækken med idéer.

Vi har givet idéprocessen meget vide rammer fra start, og har været vidt omkring, med forslag til, hvordan man kunne understøtte denne identitet som ligger så stiltiende og fint over parken. Over to omgange med brainstorm fik idéerne frit lejde, hvilket affødte mere end 50 idéer – nogle mere konkrete end andre.

Vi har arbejdet med idéer til koncepter, hvor parken kunne gemme på skjulte historier, i form af billeder eller ord, som brugerne selv kunne producere og finde blandt buske og træer. Vi har også kredset om idéer, hvor brugerne kunne låne tæpper af intelligente tekstiler, der kunne kommunikere og reagere, hvis de eksempelvis lå tæt på andre tæpper. En anden ganske konkret ide er fotoautomaten, der kunne tage billeder af folks hænder, og udstille dem i en form for samlet værk.

Et andet tema som vi også gentagne gange er vendt tilbage til, er en gigantisk sæbeboble, der kunne være et fint symbol på den boble af tolerance, som synes at ligge over parken. En boble af tolerance, der samtidig er så skrøbelig og afhængig af brugernes fælles velvilje og ønske om et tolerant fristed. Vi ønskede at boblen skulle kunne skabes og holdes oppe gennem samarbejde og en fælles velvilje hos parkens brugere. Rent praktisk frygtede vi dog, at boblen ville være for skrøbelig, og briste før den nåede at stige til vejrs - og det var jo ikke vores ønske med symbolikken.

Mange mange andre tanker og idéer har været oppe at vende.