Hent PDF med konceptbeskrivelse af VoresSky
Hvis du har spørgsmål eller input til VoresSky, er du meget velkommen til at skrive til os på info(at)utop.dk.
Den gule silo
Parken er blevet stærkt beskåret i forbindelse med metrobyggeriet og vil fortsat være det i de næste seks-syv år. I den forbindelse er en af de gule siloer, der kendetegner parken, blevet fjernet - netop den silo som vi har anvendt som baggrund på denne blog. Vi vil gerne bringe dette gule element tilbage til parken, og videreudvikle det, så parkens brugere kan få en fælles oplevelse. Siloen i parkens sydlige ende står der stadig, og vi synes det vil være fint, at de to parkdele igen bliver forbundet af de rå siloer, som passer så fint til parkens stemning.
Fælles indsats; fælles oplevelse
Vi vil gerne skabe en oplevelse, hvor fællesskabet i parken bliver synliggjort, uden at det kræver, at folk skal bryde for meget med deres naturlige grupperinger og personlige grænser. Vi er ikke ude på at ændre brugernes adfærd, men blot skabe en fin oplevelse, der gør opmærksom på, at der findes en fælles forståelse for en samhørighed i Nørrebroparken. Dette skal dog vises, uden at det bliver for udtalt og kvalmende politisk korrekt.
Vi forestiller os, at siloen kommer tilbage i parken, og at der vil være en række interaktionselementer rundt omkring i parken, hvorved parkens brugere i fællesskab kan udløse en flot oplevelse fra siloen. Det kan eksempelvis være at tre mennesker skal udføre samme handling på samme tidspunkt, for at få oplevelsen at se.
Wow - hvis man vil...
Vi vil gerne skabe en flot og betagende wow-oplevelse, der passer til parkens lidt rå stil. Samtidig må det ikke kræve mere opmærksomhed fra gæsterne i parken, end den de selv ønsker at give. Brugerne af parken kommer for at opnå meget forskellige sindsstemninger; sjov, fest, afslapning, leg, ro. Der skal stadig være plads til alle disse måder at bruge parken på. Det betyder blandt andet, at der ikke må være forstyrrende lyde forbundet med oplevelsen, men at vi derimod vil arbejde med damp og lyseffekter, som også vil være flotte på de solskinsdage, hvor parken er travlest.
En passende indsats
Vi har oplevet, at mange af parkens gæster er i et mageligt humør, når de slapper af i parken, og det må derfor ikke kræve en alt for stor indsats fra parkens gæster at udløse oplevelsen. Samtidig skal det også kræve et engagement at få den visuelle oplevelse, og vi vil gerne sørge for, at oplevelsen ikke kan udløses mange gange i træk af samme lille gruppe folk, men at man kan nå at glæde sig til, at man kan få den at se igen.
Hvad vil man røre ved?
Det er absolut ikke alt, man har lyst til at røre ved, i en offentlig park. Vi vil forsøge at lave de interaktive elementer så høje, at de er i ly for hundetis, men lave nok til at børn kan være med. Derudover vil vi gerne lave dem i former, der er indbydende at sætte sine hænder på.
Vores endelige idé
Her er en skitse på vores endelige idé. Den røber ikke meget omkring, hvordan den endelige oplevelse vil tage sig ud. Vi går nu i gang med at lave en visualisering af den, så man kan få et bedre indtryk af, hvad det er for en dampsilo vi vil skabe.
Ud fra vores fokus på den fælles idé om samhørighed, der er til stede blandt parkens brugere, har vi således åbnet for sækken med idéer.
Vi har givet idéprocessen meget vide rammer fra start, og har været vidt omkring, med forslag til, hvordan man kunne understøtte denne identitet som ligger så stiltiende og fint over parken. Over to omgange med brainstorm fik idéerne frit lejde, hvilket affødte mere end 50 idéer – nogle mere konkrete end andre.
Vi har arbejdet med idéer til koncepter, hvor parken kunne gemme på skjulte historier, i form af billeder eller ord, som brugerne selv kunne producere og finde blandt buske og træer. Vi har også kredset om idéer, hvor brugerne kunne låne tæpper af intelligente tekstiler, der kunne kommunikere og reagere, hvis de eksempelvis lå tæt på andre tæpper. En anden ganske konkret ide er fotoautomaten, der kunne tage billeder af folks hænder, og udstille dem i en form for samlet værk.
Et andet tema som vi også gentagne gange er vendt tilbage til, er en gigantisk sæbeboble, der kunne være et fint symbol på den boble af tolerance, som synes at ligge over parken. En boble af tolerance, der samtidig er så skrøbelig og afhængig af brugernes fælles velvilje og ønske om et tolerant fristed. Vi ønskede at boblen skulle kunne skabes og holdes oppe gennem samarbejde og en fælles velvilje hos parkens brugere. Rent praktisk frygtede vi dog, at boblen ville være for skrøbelig, og briste før den nåede at stige til vejrs - og det var jo ikke vores ønske med symbolikken.
Mange mange andre tanker og idéer har været oppe at vende.
Her er et par eksempler på, hvordan Nørrebroparkens brugere på postkortene beskrev mangfoldigheden og fællesskabet i parken:
”Et sted hvor du vil finde grønt græs og en masse forskellige mennesker, både kultur og udseendemæssigt. Et dejligt fristed...”
”Generelt i mangfoldighedens perspektiv fantastisk og alsidig.”
”Parken samler Nørrebros beboere på en hyggelig gæstfri måde.”
”En hilsen fra et fristed i København.”
”Man kan mærke at de som bruger parken, og dem som bor her, nyder at være her og sætter pris på den mangfoldighed den kan rumme.”
”Stedet for frihed og fællesskab.”
”Vi er vilde med din mangfoldighed.”
”Jeg ligger i Nørrebroparken på et tæppe og nyder synet af mange forskellige mennesker.”
”Man føler sig som en del af et lille fællesskab. Du ville elske at være her!”
”Mange forskellige folk, men risiko for at få dolk”
Som det sidste blogindlæg viser, findes der mange oplevelser af hvad parken kan tilbyde. Den bruges til alt fra daseri til sport, og oplevelsen af stedet svinger mellem, at det er en grøn diamant til at det beskrives som hærget og råt. Der er mange spændende aspekter at tage fat på, når vi skal skabe en oplevelse til parken.
Hvad vi fandt ekstra interessant er brugernes oplevelse af, at parken er åben og gæstfri, og at der er plads til alle typer mennesker. Der syntes at være en stiltiende respekt for mangfoldigheden af parkens brugere, som kommer til udtryk gennem mange af postkortene. De eneste mennesker, der synes at være en modvilje mod, er pusherne, og dem der ikke passer på parken.
Under vores besøg i parken, har vi samtidig set, at folk sidder i hver deres gruppe og primært taler med deres egne venner. Grupperne sidder fysisk tæt på hinanden i græsset, men der er ikke nogen videre kommunikation mellem de mange grupper af besøgende. Kontakten mellem grupperne begrænser sig til, at folk med et smil kaster bortfløjne bolde tilbage til deres ejermænd, og der lånes lightere og grill ud til dem der spørger. Flaskesamlerne bevæger sig som de eneste ind og ud af de mange forskellige grupper mennesker, men behandles pænt af alle.
Vi synes der er noget interessant og meget sympatisk ved, at parkens brugere benytter ordet ”fællesskab” om en samhørighed, som ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje. Vel er der mange mennesker til stede samme sted og en fælles accept af hinandens tilstedeværelse, men det er ikke et fællesskab, der manifesterer sig fysisk, da grupperne ikke fysisk blander sig med hinanden. Det synes nærmere at være en fælles idé om samhørighed, som er til stede blandt parkens brugere. Et mentalt fællesskab, der betyder, at der er en stor velvilje og tolerance i forhold til ’de andre’ i parken.
Det der gør Nørrebroparken helt speciel findes altså i den fælles forståelse af, hvad Nørrebroparken er – i en fælles samhørighed og respekt for denne. Den er måske ikke fysisk tilstede, men det betyder ikke, at den er mindre virkelig af den grund.
Vores projekt vil fremadrettet bygge på netop dette tema; at der i parken findes en stærk forståelse af parken som et mangfoldigt fællesskab. Hvad det så vil munde ud i, ved vi endnu ikke – men det er et sympatisk udgangspunkt, som det giver mening at arbejde videre med.
På baggrund af de indsamlede postkort, kan vi se nogle klare mønstre i, hvordan de folk som vi mødte i Nørrebroparken oplever stedet. Der blev givet levende og forskelligartede beskrivelser af, hvad Nørrebroparken er for dens brugere, og visse emner gik igen på mange af kortene. Overordnet fandt vi fem temaer som parkens brugere lagde vægt på, når de skulle beskrive parken:
Alsidighed og åbenhed:
Der var generelt et stort fokus på de mange forskellige typer af mennesker der bruger parken. Parken er et fristed for forskellige typer mennesker og forskellige kulturer, og det blev gentagne gange nævnt, at parken er tolerant og tilgængelig for alle. Postkortene viste en stolthed og en glæde over, at parken er så gæstfri. ”Vi kan alle sammen være her,” som en skrev, og ”forskelligheder samles,” skrev en anden. Nørrebroparken samler de forskellige dele af Nørrebro og er en fælles park for alle på Nørrebro, som illustreret ved følgende citat: "... man kan mærke at de som bruger parken, og dem som bor her, nyder at være her og sætter pris på den mangfoldighed den kan rumme."
Et grønt åndehul:
Mange af parkens brugere anvender den til at dase og slappe af, mens andre bruger den til sport, grill og hundeluftning. Parken blev på postkortene beskrevet som et grønt åndehul, hvor græsset og træerne skaber en oase midt i byen. En af parkens brugere kaldte den "en grøn diamant på Nørrebro,” og netop græsset blev ofte nævnt.
Leben:
Parken blev beskrevet som et livligt sted, der emmer af leben og atmosfære. Her kan man komme og mærke liv og mennesker, og der flirtes og kigges på ”lækre skatere” og ”smukke damer.” En nabo til parken skriver meget sigende: "Mit vindue står altid åbent ud til parken, da jeg på den måde får noget af livet og atmosfæren ind i min stue."
De negative sider:
Parken blev samtidig beskrevet som rå, uplejet og trashy. For nogle var dette en udpræget negativ ting, for andre syntes det bare at være en konstatering. På den klart negative side blev pushernes tilstedeværelse nævnt flere gange. Én skrev, at "... det er lidt ærgerligt at der ofte står 'Pushere' og dealer på allé'en." En anden tilføjede i et humoristisk digt, at der er ”risiko for at få dolk”, mens en tredje skrev ”men, men... det er jo Nørrebro.”
En varm sommerdag tog vi i Nørrebroparken, der vrimlede med sommerklædte mennesker. Rundt omkring på græsset sad grupper af folk, der nød det varme vejr med øl, bøger, spil og venner. Vi uddelte cirka 40 postkort til hjælpsomme gæster i parken – primært unge mennesker mellem 17 og 35 år. Vi bad dem skrive et postkort fra parken om parken, hvor de fortalte om hvordan de oplevede stedet.
Vi mødte en fantastisk velvillighed til at hjælpe os, og snart havde de hjælpsomme gæster afleveret deres kort i de postkasser, vi havde hængt op på træerne i parken. Der skal lyde en stor tak for hjælpen til alle de positive og interesserede brugere af Nørrebroparken.