tirsdag den 4. oktober 2011

Så mange idéer presser sig på

På baggrund af vores egne oplevelser og observationer samt information og inspiration fra brugernes postkort, har vi nu et godt grundlag for at udvikle idéer til oplevelser i parken, som passer til stedets stemning og brug.

Ud fra vores fokus på den fælles idé om samhørighed, der er til stede blandt parkens brugere, har vi således åbnet for sækken med idéer.

Vi har givet idéprocessen meget vide rammer fra start, og har været vidt omkring, med forslag til, hvordan man kunne understøtte denne identitet som ligger så stiltiende og fint over parken. Over to omgange med brainstorm fik idéerne frit lejde, hvilket affødte mere end 50 idéer – nogle mere konkrete end andre.



Vi har arbejdet med idéer til koncepter, hvor parken kunne gemme på skjulte historier, i form af billeder eller ord, som brugerne selv kunne producere og finde blandt buske og træer. Vi har også kredset om idéer, hvor brugerne kunne låne tæpper af intelligente tekstiler, der kunne kommunikere og reagere, hvis de eksempelvis lå tæt på andre tæpper. En anden ganske konkret ide er fotoautomaten, der kunne tage billeder af folks hænder, og udstille dem i en form for samlet værk.

Et andet tema som vi også gentagne gange er vendt tilbage til, er en gigantisk sæbeboble, der kunne være et fint symbol på den boble af tolerance, som synes at ligge over parken. En boble af tolerance, der samtidig er så skrøbelig og afhængig af brugernes fælles velvilje og ønske om et tolerant fristed. Vi ønskede at boblen skulle kunne skabes og holdes oppe gennem samarbejde og en fælles velvilje hos parkens brugere. Rent praktisk frygtede vi dog, at boblen ville være for skrøbelig, og briste før den nåede at stige til vejrs - og det var jo ikke vores ønske med symbolikken.



Mange mange andre tanker og idéer har været oppe at vende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar